
|

Destinationer
Sri Lanka er en stat i sydlige del af Asien, bestående af en større ø og et antal småøer, der ligger sydøst for Indien. I bunden af siden kan du se et kort over landet.
Colombo
Sri Lankas var et vigtigt stoppested på handelsruterne mellem Europa og Østen siden det 5. århundrede, og den naturlige havn er blevet brugt af både romerne, araberne og kineserne. I år 1505 gik portugiserne imidlertid i land og fik lov til at etablere en handelspost på stedet. Herfra er byen vokset, og i dag har Colombo en befolkning på lidt under en million. Byens vejnetværk er derimod ikke blevet udviklet i takt med befolkningsstigningen, og det betyder, at der er meget trafik i byen: biler, busser, lastbiler, rickshaws og trækvogne kæmper alle for at komme frem. Colombo er en blanding af moderne og historiske bygninger, men det er ikke en specielt smuk by. Der er enkelte interessante seværdigheder, men som turist kan Du faktisk godt vælge at springe byen over uden at gå glib af ret meget.
Tilbage til sidens top
Anuradhapura 
Anuradhapura var Sri Lankas første kongehovedstad - fra det 4. til det 11. århundrede. Byen ligger ca. 50 kilometer nord for Kandy og er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Anuradhapura har gennem tiderne været et vigtigt center for både buddhister og hinduer, og der findes i dag mange fungerende buddhistiske templer i byen. Men det er mest de gamle ruiner, stedet er berømt for. Ruinerne ligger spredt over et stort område, så Du skal afsætte i hvert fald en ½ dag til besøget.
Tilbage til sidens top
Polonnaruwa
Polonnaruwa er Sri Lankas anden ældste hovedstad. Den ligger ikke langt fra Anuradhapura, og her finder Du et af de bedst planlagte arkæologiske områder i Sri Lanka. Alle de gamle templer, paladser og monumenter er samlet på et mindre område, så det er nemt at besøge dem alle sammen. Stedet er meget smukt og er blevet berømt for at være backdrop til Duran Durans music video 'Save a Prayer'.
Tilbage til sidens top
Sigiriya 
Sigiriya eller Løveklippen er en ca. 200 meter høje klippe, hvor en af Sri Lankas tidligere konger, Kong Kasyapa, opførte et kæmpe palads på toppen omkring det 5. årh. Her er en fæstning, et palads, smukke haveanlæg, badebassiner, springvand og skulpturer. Der løber en trappe hele vejen op ad klippen, nogle gange mellem, under eller over klippeudhæng og formationer. På vejen blev der for mere end 1000 år siden malet fine freskoer af kvinder - kongen kunne godt lide damer og havde mere end 500 koner...Det er en hård tur op, men udsigten fra toppen er så smuk, at det næsten ikke er til at bære. Du ser de gamle bygningers konstruktion, og udsigten rækker milevidt - trætoppe, jungle, bjerge - uspoleret natur så langt øjet rækker.
Tilbage til sidens top
Dambulla 
Dambulla er det største og bedst bevarede tempel kompleks i Sri Lanka. Oppe på toppen af en klippe (20 minutters gang op af klippetrapperne..puha..) ligger flere grottetempler. I en grotte er der 48 store Buddha figurer, i en anden er der endnu flere. Nogle er af træ andre af mursten, nogle er yndefulde, andre ikke. En af dem er en liggende Buddha, som er næsten 14 meter lang. I en af grotterne er loftet malet med smukke freskoer. Det er et smukt med også højtideligt og værdigt sted. Mange Srilankaenere knæler og beder en lille bøn.
Tilbage til sidens top
Spiceroad 
Spiceroad en strækning på ca. 5 km på vejen mellem Dambulla og Kandy. Her er der hundredvis af små økologiske landbrug, der dyrker alverdens naturmediciner lavet på krydderier og planter. Klimaet her i ca. 1.000 meters højde er ideelt, temperaturen er moderat, jorden er god - alt kan vokse her! Området har flere tusind års lange traditioner for helse, og der fremstilles naturlige lægemidler mod (eller for?) næsten alt! Langs vejen er der mange små boder, hvor Du kan prøve dig frem, hvis Du tør!
Tilbage til sidens top
Kandy 
Kandy er Sri Lankas næststørste by og ligger mere eller mindre midt på øen. Kandy ligger smukt ved Mahaweli floden omgivet af bakker og er centrum for meget af landets kultur. Musik, dans og håndværkstraditioner holdes i hævd her og byen er også kendt for den store Kandy Esala Perahera festival, som afholdes hvert år i juli eller august. Festivalen er en tak til guderne og fejres bl.a. med kæmpestore elefant parader og ved at Buddhas Hellige Tand bliver båret gennem gaderne. Til hverdag holder Buddhas Hellige Tand til i et smukt tempel og bliver kun vist frem hver 4. år.
Tilbage til sidens top
Nuewa Eliya 
Sri Lanka er kendt for sin te. I 1867 begyndte britiske James Taylor at dyrke te på Loolecondera plantagen og inden for få år, var eksporten af te til London oppe på næsten 25.000 tons om året. Taylor udviklede sammen med en vis Hr. Thomas Lipton tedyrkeriet på Sri Lanka. I dag kommer ca. 20 % af verdens te fra Sri Lanka, hvor der siges at være over 3.000 tefabrikker. Sri Lankas te er af superb kvalitet, og landets tidligere navn, Ceylon, er stadig nærmest et synonym for te. Al te der kommer fra Sri Lanka bærer et varemærke med en løve.
Nuwara Eliya ligger i hjertet af te plantagerne og er nok den vigtigste by for te dyrkerne. Byen blev grundlagt som et 'hill top retreat' for rige englændere og officerer. Her spillede man golf, polo og cricket, fiskede og jagtede ræve i det kølige klima. Byens historie er let genkendelig ved de mange gamle smukke huse bygget i ægte engelsk stil.
Tilbage til sidens top
Adam's Peak 
Adam's Peak og er et 2.243 meter højt bjerg i det centrale Sri Lanka. Bjerget anses af mange for at være helligt, og hver år valfarter flere tusinde pilgrimme hertil. På toppen af bjerget, er der en fordybning i klippen, der ligner aftrykket af en stor fod. Både kristne og muslimer hævder, at det er Adams fodaftryk, mens hinduer holder på, at det er Buddhas. 'Fodaftrykket' bliver i dag passet af buddhistiske munke, men pilgrimme af alle religioner kommer her for at bede. Bjerget kan bestiges af en trappe med 3,306 trin. Turen tager ca. 3 timer, og de fleste vælger at gøre det i tusmørket før daggry for at se solopgangen fra toppen. Der er gadelamper langs trappen hele vejen op, så Du kan godt se, hvor Du går, men det er en hård tur! Belønningen opvejer dog stradbaserne, da udsigten over bjergene, mens solen står op er helt utrolig - man bliver nærmest religiøs eller overtroisk af at opleve noget så stærkt, så smukt...Det kan sammenlignes med solopgangen over Macchu Picchu i Peru, det er virkelig verdensklasse.
BEMÆRK, det er kun muligt at bestige Adam's Peak fra december til april - resten af året er det tåget..
Tilbage til sidens top
Ella 
Ella er en lille by med ca. 1.000 indbyggere, der ligger smukt i bjergene omgivet af toppe og dale, vandfald og te plantager. Fra Ella kan Du kigge ud gennem Ella Gap, en dal mellem bjergene der åbner sig op sydover. Det er en af de mest berømte og måske den smukkeste udsigt i hele Sri Lanka. Ella er et perfekt udgangspunkt for vandreture og trekking i den skønne natur. En af de bedste trekking ture er på ca. 2 timer hen til Little Adam's Peak - et af bjergene i nærheden.
Tilbage til sidens top
Yala National Park 
Yala National Park er et af de største naturreservater på Sri Lanka. Her er leoparder, elefanter, krokodiller, vandbøfler, bjørne, antiloper, hjorte, vildsvin, aber og mange forskellige slags fugle. Tag på en tidlig morgen safari. Kør rundt i en 4X4 blandt de høje træer og det høje græs og hold spændt udgik efter dyrene. Når Du ser dem, er det som en gave fra himmelen. Tænk at så smukke og elegante dyr virkelig findes!
Tilbage til sidens top
Pinnawala National Park
Walawe National Park er kendt for sine elefanter. Her er der ægte savanne, og elefantflokkene bevæger sig gennem græsset fra det ene vandhul til det andet. I tør sæsonen er det ikke usædvanligt at se flokke på over 200 elefanter, og selv i regn sæsonen kan Du være sikker på at se flokke på over 20 elefanter. Parken har selvfølgelig også andre dyr og fugle, men elefanterne tager suverænt hovedsædet.
Tilbage til sidens top
Unawatuna
Unawatuna er en badeby på Sri Lankas sydkyst. Her er dejlig strand, der er koralrev ikke så langt ude, og der er masser af fisk og skildpadder i havet. Nogle steder kommer skildpadderne endda op på stranden for at lægge deres æg i yngletiden. Dette er stedet, hvis Du vil bade, dykke, slappe af eller stå på stranden og se fiskerne hive deres fangst i land, måske kæmperokker, hammerhaj, sværdfisk eller tun..
Tilbage til sidens top
Galle 
Galle var tidligere den vigtigste havn på Sri Lanka og havde sin storhedstid under hollænderne i det 18. århundrede. Byen er stadig den vigtigste by i det sydlige Sri Lanka og tiltrækker både fiskere, handelsfolk og turister. Galle har mange gamle huse fra både den hollandske og den engelske kolonitid,
en herlig gammel bymur, hvor folk vandrer rundt om aftenen, og det største europæisk byggede fort i Asien. I Galles små gader finder Du både kunstgallerier, antikvitetsforretninger, butikker, barer og smarte restauranter.
Tilbage til sidens top
|
 |